Uvildighed har fået ny udvidet betydning i Gladsaxe.

Gladsaxe Kommune og ikke mindst byrådsmedlem Trine Græse (S) har i sagen om købet af brugt køkkenindretning af AB A/S hævdet, at købet var baseret på en vurdering udført af uvildige eksperter.

Ordbog over danske sprog definere uvildig således:

“som udtryk for, at en person (specielt som dommer eller vidne) i en sag forholder sig upåvirket af personlige forhold (interesser, følelser, forudfattede meninger), er uhildet, rent sagligt bestemt: upartisk”

Den uvildige vurdering af køkkenindretninger, som helt usædvanligt ikke blev betalt af sælgeren AB A/S, skulle sikre, at Gladsaxe Kommune ikke kunne beskyldes for at betale overpris. Men samtidig og ikke mindst skulle prisen sættes så høj, at salget sammen med trappetårn og elevatorskat ville indbringe AB A/S de to millioner kroner, som var nødvendige for at undgå konkurs i AB A/S med deraf følgende tvangsnedrykning til anden division og evig glemsel.
Det lykkedes da også at få prisen for køkkenindretning, trappetårn og elevatorskat til at lande så tæt på 2 millioner kroner, at man kunne forfalde til tanken om aftalt spil, noget som DBU i andre sammenhænge se yderst alvorlig på.

Gladsaxen kan i dag løfte sløret for endnu en mærkværdighed i sagsforløbet om kommunens redning af AB A/S.

Det viser sig, at den såkaldt uvildige vurderingsekspert, der har vurderet AB A/S’s køkkenindretning, i følge AB A/S hjemmeside også er sponsor for AB A/S, og derfor må formodes at have en ikke uvæsentlig interesse i at sikre overlevelsen af AB A/S. Firmaet H.W. Larsen skrev i forbindelse med vurderingen af køkkenet til Gladsaxe Kommune, at det pågældende køkken ikke umiddelbart kunne vurderes, da det ikke ville kunne sælges i et åbnet marked.

Det vil næppe være forkert at konstatere, at Gladsaxe Kommune har redefineret begrebet “uvildig vurderingsekspert”.

Dette indlæg blev udgivet i AB A/S, Gladsaxe Kommune. Bogmærk permalinket.