Bestyrelsesformand for AB A/S Ronny Saul forholder sig tavs til Gladsaxens henvendelse om en udtalelse i anledning af Gladsaxe Kommunes redning af AB A/S fra at gå konkurs 1. juli i år.
Bestyrelsesformand Ronny Sauls tavshed står i skærende kontrast til den kontante udmelding, han kom med i 2009 i forbindelse med konkurserne i FC Amager og Køge.
Ved den lejlighed konstaterede daværende klubdirektør Ronny Saul, at konkurser devaluerer det samlede produkt (Viasat Divisionen, red.). Ronny Saul uddybede med:
“Det er dybt utilfredsstillende, for der er mange, som arbejder for, at det skal være en seriøs liga. Og det er en seriøs liga, vi bruger rigtig mange kræfter og penge på det, men produktet bliver jo devalueret hver gang, at nogen går konkurs.”
Ronny Saul går videre i sin kritik, idet han konstaterer, at konkurser fremstår amatøragtigt.
Gladsaxen ville gerne have haft Ronny Sauls vurdering af det sportslige i den feberredning af AB A/S, som et flertal i Gladsaxe Byråd udførte, da byrådsflertallet besluttede at sende 2,8 millioner efter fallitboet AB A/S. Feberredningen forhindrede en tvangsnedrykning af AB A/S og fratog dermed FC Roskildes plads i første division.
Vi ville også gerne have haft en kommentar til det tab på mellem 1 og 2,2 millioner kroner, som AB A/S står til at skulle realisere efter at have solgt sine aktier i det ligeledes konkurstruede selskab World Link Plc., et firma der markedsfører sig som førende indenfor væddemål på mobiltelefoner, og hvor udlandsdanskeren Torben Holst Mærsk er storaktionær.
Gladsaxen ville også gerne vide, hvordan AB A/S har kunnet ansætte nye spillere, når Gladsaxe Kommunes vurdering er, at personalebudgettet i AB A/S er urealistisk højt?
Alt dette må vi tilsyneladende vente med at få besvaret indtil næste års regnskab offentliggøres, med mindre AB A/S opfylder den kommunale forvaltnings profeti om, at selskabet kan komme i samme situation igen inden for en overskuelig fremtid.