Gladsaxe Kommunes Teknik- og Miljøudvalg orienteres på det kommende møde 28. april om Kultur-, Fritidsforvaltningens planer om en opgraderingen af Bagsværd Rostadion på Bagsværd Sø. Af dagsordnen for mødet fremgår det, at “Børne- og Kulturforvaltningen forelægger på Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalgets møde 06.05.2014 en dagsorden om opgradering af Danmarks Rostadion på Bagsværd Sø til en national træningsfacilitet i verdensklasse, som også kan danne ramme om internationale regattaer.”
Projektet skal målrettes fornyelse af såvel start- og målområde som baner og bygningsmasse.
Det fremgår af dagsordenen, at Teknik- og Miljøforvaltningen igennem længere tid har ført forhandlinger med Børne- og Kulturforvaltningen, og at der er stillet en række krav til projektet herunder krav til adgangsforhold.
Projektet er så omfattende, at det vil kræve gennemførelse af VVM-procedure.
Gladsaxen vender tilbage med yderligere, når vi har fået aktindsigt i sagen.
I mellemtiden anbefaler redaktionen at læse vores tidligere artikler om de problemer, som det storstilede projekt indebærer. Ikke mindst problemerne med overløb af urenset kloakvand til søen.