Gladsaxe Byråd har indgået en aftale med AB A/S om blandt andet at skaffe job til unge arbejdsløse. AB A/S har overbevist Gladsaxe Kommune om, at selskabets netværk er godt rustet til at løse den opgave. Umiddelbart skulle man tro, at kommunale jobcentre kender det lokale erhvervsliv ud og ind, men åbenbart ikke så godt som netværket omkring AB A/S. Det ligger måske heller lige for, at et fodboldaktieselskabs kernekompetence er at rådgive omkring job. Dertil kommer at netværket må være temmelig begrænset, når det end ikke var i stand til at rejse de 2 millioner kroner, der skulle til for at redde AB A/S fra konkurs sidst i juni måned.
Men her viser lykkens gudinde Fortuna sig fra den milde side, for det viser sig på forunderlig vis, at bestyrelsesformanden i AB A/S, Ronny Saul, også er medejer af firmaet Hartmanns A/S, der, som det fremgår af firmaets hjemmeside, er specialister i at få folk i arbejde. Et af firmaets mantraer er: “Nøglen er, at tage ansvar for sit eget liv.” Måske den øvrige ledelse i AB A/S skulle overveje et kursus, så kommunens skatteborgere ikke fremover skal betale for at holde liv i selskabet.