Er Topdanmark i konflikt med egne og FN standarder?

Sponsor for Guldfireren har ikke overvejet eventuel konflikt i støtte til rosporten og firmaets tilslutning til FNs erklæring om Global Compact.

Artikel 8 i FNs erklæring om Global Compact indebærer blandt andet, at firmaer, der som Topdanmark har tilsluttet sig erklæringen, skal tilstræbe  at underleverandører og samarbejdspartnere udviser social ansvarlighed og sørger for beskyttelse af miljøet.

Gladsaxen har spurgt Topdanmark, hvordan firmaet kan forene støtten til rosporten med tilslutningen til FNs erklæring, når samme rosport aktivt arbejder for massive indgreb i naturen ved Bagsværd Sø.

I første omgang forsøgte Topdanmarks repræsentant at vildlede Gladsaxen ved at oplyse, at støtten kun var givet til Guldfireren, som Topdanmark åbenbart opfatter som en enhed, der er uafhængig af rosportens organisationer som Dansk Forening for Rosport (DFfR).

Da Gladsaxen kunne henvise til, at Guldfireren har samme adresse som I/S Rostadion, der også arbejder for indgrebene i naturen ved Bagvsærd Sø, fik vi denne forklaring.

Det nye anlæg kan f.eks. fremme folkesundheden og dermed være i fin overensstemmelse med FN Global Compact.

Miljømæssigt bygger UN Global Compact primært på at forhindre klimaforandringer og beskyttelse af truede dyrearter mm. Her kan rydningen af skovområder sagtens falde ind under, men jeg vil ikke tage stilling til, om den konkrete situation – og hvad man gør for at begrænse de miljømæssige konsekvenser. Det kan være, at der er en god plan for det – det ved jeg ingen ting om

 

Med underskrivelse af FNs erklæring om Global Compact har Topdanmark  forpligtet sig til “at tage initiativ til at fremme større miljømæssig ansvarlighed”. Alligevel har det ikke fået firmaet til at stille miljømæssige betingelser i forbindelse med firmaets støtte til rosporten.

Rosportens planer, der primært er målrettet en snæver kreds af eliten inden for sportsgrenen, omfatter som bekendt rydning af 7.000 kvadratmeter fredskov, der er hjemsted for blandt andet flagermus. Flagermus nyder streng beskyttelse under Bern-konventionen og EU-Habitatsdirektivet. Derudover omfatter projektet bortgravning af 55.000 kubikmeter eller 7.000 lastbillæs jord efterladende et 60 meter dybt ar i søbredden. Planerne indebærer også dumpning af jord i søen og inddæmning af dele af søen.

Målområdet med 60 meter dybt ar i bredden.

COWIs præsentation af målområdet.

Dette indlæg blev udgivet i Gladsaxe Kommune, Natur, Rostadion. Bogmærk permalinket.