En for de fleste umulig disciplin, men for de kommunale tilsynsmyndigheder en disciplin, der er forfinet til perfektion.
Det kommunale tilsyn, der indtil den seneste kommunalreform bestod af Tilsynsråd i de enkelt Statsamter, men nu er afløst af regionale Statsforvaltninger, er som en af de eneste forvaltninger etableret med direkte rod i Grundlovens § 82.
At det kommunale tilsyn ikke for længst er afskaffet, skal utvivlsomt ses på baggrund af, at tilsynet netop er sikret via Grundloven.
Man skulle tro, at man, når man er sat i verden på baggrund af Rigets Grundlov, så ville tage sit arbejde meget alvorligt og udføre et samvittighedsfuldt tilsyn med kommunerne.
I stedet har der over tid udviklet sig en evne til på een gang at sidde på hænderne og holde sig for ører og øjne, for således at undgå at blive gjort opmærksom på uregelmæssigheder og frem for alt undlade at drage nogen konsekvens, hvis noget alligevel skulle slippe gennem høreværnet og skyklapperne.
Til de værste og mest kendte eksempler hører velsagtens Tilsynsrådet for Frederiksborg Amts ageren i den såkaldte Farum-sag. Det lokale tilsyn, som tager sig af Gladsaxe Kommune, lader dog ikke noget tilbage udi disciplinen at sidde på hænderne og holde sig for ører og øjne. I adskillige omgange er tilsynet blevet gjort opmærksom på den dårlige skik, som mange borgmestre og kommunaldirektører praktiserer, nemlig at forholde borgerne oplysninger om kontroversielle sager på byrådenes dagsordner, akkurat som det skete i sagen om Byrådets redning af AB A/S fra den overhængende konkurs.
Tilsynet havde ellers tilbage i 1996 konstateret, at bl.a. Gladsaxe Kommune overtrådte reglerne. Det var ikke tilsynet selv, der fandt ud af det, men måtte nødtvunget reagere. Tilsynet har på intet tidspunkt fulgt op på afgørelsen. Gladsaxen har for nylig konstateret, at også kommunaldirektør Bo Rasmussens gamle arbejdsplads i Albertslund Kommune er sluppet af sted med mørklægning af visse byrådssager.
En lokal forening bad tilsynet om at se nærmere på lovligheden af Gladsaxe Kommunes etablering af vandhuller i Københavns Kommune (læs andetsteds om mudderhullerne til en million kroner). Foreningen mente, at det var i strid med det såkaldte nærhedsprincip, som betyder, at en kommune ikke kan bruge skattekroner på noget, som ligger uden for kommunegrænsen. Tilsynet med overholdelse af dette princip er et af de kerneområder som Grundlovens § 82 forudsætter, at tilsynet tager sig af. Den lokale Statsforvaltning havde dog ikke tænkt sig at lade sig forstyrre af sådanne fakta, og i sin iver for at blive siddende på hænderne konstateredes det blot tørt i en udtalelse, at foreningen ikke havde henvist til noget sagsområde, som henhørte under Statsforvaltningens regi.
Når Statsforvaltningen en gang ud i fremtiden får afsluttet sagen om Byrådets redning af AB A/S fra konkursen, skal man derfor ikke forvente sig det helt store. Selv om man kunne forledes til at tro, at Statsforvaltningen for en gangs skyld vil reagere, skal det nok lykkes politikerne i Byrådet at få sagen trukket sådan i langdrag, at alle for længst har glemt sagens kerne, og Statsforvaltningen vil med garanti gøre, hvad der er i dens magt for at blive siddende på hænderne.
Det skal dog ikke forhindre Gladsaxen i at følge sagen til dørs.