Leder: Brændemærkningen af Gladsaxe Byråd

Lad det være sagt med det samme. Gladsaxen tager stor afstand fra Gladsaxe Byråds beslutning om at kaste endnu flere millioner af skatteborgernes surt tjente penge i det private selskab AB A/S.

Som det er beskrevet i denne uges artikler om sagen, er det helt åbenlyst, at Gladsaxe Byråd under dække af køb af nogle ellers værdiløse bygningsdele har villet redde et privat aktieselskab fra konkurs. Det er ikke første gang Gladsaxe Byråd redder selskabet, andre gange er det sket ved så  markante reduktioner i lejen af faciliteterne på Gladsaxe Stadion, at lejen nu er under en tredjedel af den oprindeligt aftalte. Den sag har Statsforvaltningen Hovedstaden nu valgt at se nærmere på, men desværre er deres sagsbehandling så langsommelig, at Gladsaxe Byråd sagtens kan nå, at komme til at skyde flere skattekroner i AB A/S. Skal man gætte på udfaldet af Statsforvaltningens behandling, bør man nok se på  de tidligere Tilsynsråds praksis. Her springer i sær Tilsynsrådet for Frederiksborg Amts praksis i behandlingen af sagerne fra Farum Kommune i øjnene, og hvis denne praksis fortsat er gældende ender det utvivlsomt med en godkendelse af Gladsaxe Byråds dispositioner.

Hvorfor gør Gladsaxen så så meget ud af netop denne sag?

Det gør vi, fordi vi finder det ynkeligt, at se de forretningsfolk i bestyrelsen for AB A/S, der uden blusel formøbler over 100 mio. kr. af naive investorers penge, og fortsat forventer at skulle betragtes, som noget man ser op til, og som når det går rigtig galt truer sig til socialhjælp på kommunen, og tillige møder op på kommunen med den indstilling, at det er dem, der skal lære fra sig. Gladsaxen fatter simpelthen ikke, hvorfor Gladsaxe Byråds politikere lader sig trække rundt i manegen af sådan nogle amatører og lader sig brændemærke af fallitboet AB A/S.

Dette indlæg blev udgivet i AB A/S, Gladsaxe Kommune, ledere. Bogmærk permalinket.