Historisk: Er der brug for en ny lokalavis?

Under ovenstående overskrift argumenterede borgergruppen bag Gladsaxen for 30 år siden for nødvendigheden af en uafhængig lokalavis. Hele artiklen følger her, og bortset fra bemærkningerne om det nødvendige i at skulle betale for avisen, er intet ændret i dag. Gladsaxen i dag vil gøre sit yderste for at løfte arven og leve op til bladets oprindelige målsætninger fra 1981.

Mange vil sikkert synes, at to lokalaviser er rigeligt. Kan en ny avis virkelig udrette noget nyt? Det mener vi, den kan. Det er ikke kun et spørgsmål om mængden af papir. Det er nok så meget et spørgsmål om indholdet i avisen.

Der er i dag et gabende hul i informationerne om vor kommune. Kommunen særbehandler visse interessegrupper, mens andre bliver mødt med forhindringer, afvisninger eller urigtige oplysninger. Da debatten om Søborg Hovedgade var på sit højeste, kunne en aktiv gruppe som NOAH ikke få udleveret kommunens forslag. Det kunne derimod Handelsforeningen.

Desuden var NOAH nødt til selv at udgive deres egen avis om Søborg Hovedgade for at komme til orde i debatten.

En kritisk avis

Vi vil ikke love at kunne rette op på det meget skæve billede, når det gælder informationer fra kommunen til borgerne. Det skal kommunen nok sørge for at forhindre. Men erfaringer fra andre kommuner har vist, at kritiske aviser, der er uafhængige af lokale særinteresser, har været i stand til at åbne op for det kommunale hemmelighedskræmmeri. Disse erfaringer vil vi efter bedste evne leve op til.

Ikke alle kommer til orde

Hvad angår informationer fra borgere til borgere vil denne avis imidlertid kunne udrette væsentligt mere. Det burde ikke være nødvendigt, at grupper som NOAH skal udgive deres eget særavis for overhovedet at komme til orde. Ej heller, at de kommunalt ansatte lærere skal indrykke flere helsides annoncer i annonceaviserne om nedskæringer på skoleområdet for at få deres synspunkter ført frem. Fremover vil sådanne folk frit kunne skrive i denne avis.

Vi vil have klar besked

Men avisen skal ikke kun være en styrkelse af friheden til at ytre sig. Ligeså vigtigt er det at styrke retten til at modtage oplysninger. Oplysninger om hvordan vores liv berøres af beslutninger, der tages andetsteds.

Hertil er der brug for en åben, alsidig og uafhængig avis. Specielt i en krisetid, hvor angreb på almindelige menneskers levevilkår hører dagens orden, og hvor myndighedernes lyst til at oplyse om forringelserne selvsagt er beskeden.

Kommunen vil sikkert hævde, at den gør meget for at informere borgerne. Et utal af borgermøder skulle vidne om dette. Men fremmødet til disse møder er jo ikke altid imponerende. Efter vor opfattelse skyldes dette ikke manglende interesse for de kommunale anliggender. Det skyldes snarere, at det er temmelig begrænset, hvad der bliver oplyst på borgermøderne samt en udbredt fornemmelse af, at borgerne alligevel er uden indflydelse. Derfor kommer der ikke så mange.

Det der med avisens uafhængighed mener vi meget alvorligt. Det vil bl.a. sige økonomisk uafhængighed. Og det betyder, at GLADSAXEN ikke kommer gratis dumpende ind ad brevsprækken. Du bliver nødt til at betale for den. I vort samfund er ytringsfrihed noget, der koster penge.

Vi vil forsøge at gøre avisen så billig som mulig. F. eks. arbejder vi allesammen gratis. Det, du betaler for avisen, dækker de reelle udgifter til trykning osv. Der bliver ikke noget økonomisk overskud.

Ingen “objektiv” avis

Vi gør os ingen tanker om at lave en “objektiv” avis. Det er i sig selv absurd. En avis laves af mennesker, og har derfor en holdning.

De to annonceavisers holdning er den at være solidarisk med Kommunen og det lokale erhvervsliv. Vi mener, der er behov for en avis, der stiller sig på borgernes side.

En sådan avis vil vi så forsøge at lave. Det kræver også din medvirken.

Dette indlæg blev udgivet i Historisk. Bogmærk permalinket.