Fredning stor sejr for en ubetydelig sportsgren.

Med fredningen af Bagsværd Sø har rosporten, som i Danmark må betegnes som nichesport uden det store publikum, vundet en stor sejr over naturen.

Den nye fredning af Bagsværd Sø åbner op for udvidelse af rostadion på Bagsværd Sø i en hidtil uhørt grad. Der tillades afgravning af glaciale lag i søen såvel som ved søen. Det kan betyde, at rosportens visioner alligevel kan realiseres.

Med fredningens muligheder for massive udvidelser af rostadion, kan man med rette betragte projektet om at etablere træningsfaciliteter i verdensklasse på Bagsværd Sø, som et forsøg på at etablere et “point of no return”. Med A. P. Møller Fonden i ryggen skulle der ikke være problemer med finansieringen af selv rosportens visioner.

Den eneste hindring er efterhånden de tre kloakudløb til søen fra Gladsaxe Kommunes offentlige kloaksystem. Gladsaxen har derfor rettet henvendelse til FISA for at få organisationens svar på, hvilke problemer den ser med godkendelsen af et internationalt rostadion, når det også skal fungere som reservoir for kommunalt spildevand.

Gladsaxen har tidligere rettet henvendelser til FISA. Disse henvendelser er indtil videre forblevet ubesvarede og man fornemmer, at FISA modtager direktiver fra nationale roorganisationer om ikke at besvare henvendelser fra pressen. I hvert fald ikke når henvendelserne som her kunne resultere i problematisk omtale. Da vores henvendelse denne gang drejer sig om internationale roeres sundhed, håber vi fortsat på et svar fra FISA.

Dette indlæg blev udgivet i Gladsaxe Kommune, Natur, Rostadion. Bogmærk permalinket.