FC barcelona kommer alligevel ikke til Gladsaxe

Den fodboldskole, som FC Barcelona havde planer om at etablere i Gladsaxe Kommune, bliver tilsyneladende ikke til noget alligevel. Den spanske fodboldklub FC Barcelonas planer om at oprette en fodboldskole for mindreårige har fået fingeren ned, og bliver formentlig ikke til noget.

Sagen har været til afstemning i Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget på udvalget møde 2. december, og et flertal besluttede, at forvaltningen ikke skulle gå videre med sagen. Udvalget besluttede ligeledes, at Gladsaxe Kommune ikke skulle stile gratis faciliteter til rådighed for FC Barcelonas fodboldskole.

Fodboldskole ville genere ABs aktiviteter

Gladsaxe Kommunes forvaltning havde i forarbejdet bedt DBU om at udtale sig om etableringen af fodboldskolen. Af DBUs svar fremgår det, at oprettelsen af fodboldskoler for mindreårige vil være i strid med den politik, som DBU har udarbejdet på området, og som efter DBUs eget udsagn bliver fulgt i flere og flere lande. Politikken går ud på, at børn og unge har bedst af at træne i lokale klubber og ikke bør skifte til mere eliteorienterede fodboldskoler før senere.

DBU gør ligeledes opmærksom på, at DBU har sit eget eliteprogram for unge mennesker. En af de klubber, der er tilsluttet DBUs eliteprogram, er i følge DBUs svar Akademisk Boldklub i Gladsaxe.

Sagen i Byrådet

Ved afstemningerne i Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget kom Lars Abel i mindretal, og det konservative byrådsmedlem valgte at kræve sagen taget op i Byrådet. Så vil det vise sig, om Lars Abel i mellemtiden kan overbise et flertal i Byrådet om at etablere en kommunalt støttet konkurrent til Akademisk Boldklub.

Dette indlæg blev udgivet i AB amatør, Gladsaxe Kommune. Bogmærk permalinket.